
Amalienborg er et rigtigt kongeligt slot, selvom det hverken har spir eller tårne. Her bor Dronningen om vinteren, og det er herfra du kender de klassiske balkonscener, hvor hele kongefamilien hilser på folket. Selvom slottet først og fremmest er regentparrets residens, har du, som turist, mulighed for at komme ind og se nærmere på de kongelige gemakker.
Amalienborg har navn efter Frederik 3.s dronning Sophie Amalie, der fik opført lystslottet Sophie Amalienborg på stedet. Slottet brændte i 1689, mens slotshaven bestod indtil 1748, da den måtte vige for Frederiksstaden. Denne nye bydel fik Frederik 5. anlagt i anledning af det oldenborgske kongehus' 300 års jubilæum. I dag kan publikum besøge to af Amalienborgs Palæer: Christian VIII's Palæ, som delvist er indrettet som museum for den glücksborgske kongeslægt og Christian VII's Palæ, som bruges af Dronningen som gæste- og repræsentationspalæ, og fra tid til anden er åben for rundvisninger og i forbindelse med særudstillinger.
Livgardens vagtskifte, finder sted på slotspladsen hver dag omkring kl. 12:00.





